Dødsrap genealogi
- Detaljer
- Oprettet: fredag, 19. november 2010 22:35
- Skrevet af Kim M
Hip hop 666 Necro spiller på Rust 4. december. Det er noget gedigen dødsrap. Letten siger han har gode beats. Nik K. Nik K. siger noget om udviklingen i årsagsforklaringer for psykopatisk vold mellem tidlig og kontemporær dødsrap. Læs, lyt og lær efter hoppet.
Af Nik K. Nik K.
Med en vis ret kan man altså hævde, at Detroit-rapperen Esham var den første, der konsekvent begyndte at hente inspiration til sin lyrik og musik i rockens mere dystre afkroge. I starten af 90'erne begynder denne trend at gribe om sig. Flere rappere/rapgrupper begynder på forskellig vis at tage denne udtryksform til sig. Nedenfor nævnes et par af de vigtigste udgivelser fra tidligt i 90'erne.
Insane Poetry,'Grim Reality'(1992), Nastymix/Ichiban records.
Når man sammenligner denne tidlige form for "dødsrap" med nyere kunstnere inden for området som f.eks. Necro, Sutter Kain, Kill Gods People, så er der betragtelig forskel i, hvad "det onde" som tekstuniversets figurer foretager sig er forårsaget af.
Ganksta N-I-P, 'The South Park Psycho', (1992), rap-a-lot, priority rec.
Gravediggaz, '6 feet deep' (1994), Gee Street/polygram
Det onde som personerne i den tidlige lyrik gør mod sig selv og andre, er på mange måder et produkt af nogle ydre omstændigheder. Dvs. årsagerne til at folk i teksterne gør forbandet onde ting mod sig selv og andre skal i sidste ende findes i det faktum, at samfundet i bred forstand er ondt. Arbejdsløshed, fattigdom, racisme, fucked ud familieforhold osv., er i sidste ende grunden til, at folk vælger at gå berserk og myrde løs. Sat på spidsen er det at gøre ondt en naturlig handling, fordi den er en reaktion på nogle unormale samfundsomstændigheder. Dette er måske mest tydeligt hos Insane Poetry og mindst hos Flatlinerz.
Brotha Lynch Hung, 'Season of da Sickness' (1995), Black Market Records.
Natas, 'Doubelievengod' (1995), Reel Life Productions
Når folk i den nyere tids dødsraplyrik går berserk, så tilskrives det ikke så meget ydre omstændigheder, men snarere det, at vi inderst inde gemmer på en drift til at gøre ondt. En drift vi kan vælge at dyrke. I Necros tekstunivers går folk ikke amok og myrder løs, fordi de har haft en ond opvækst eller på andre måder er ofre for ydre omstændigheder. Nej, de foretager sig onde og destruktive sager, fordi de af egen vilje har hidkaldt sig den naturlige drift til at gøre ondt, der ligger "derinde" et sted. Denne ondskab har en æstetik i sig selv og bør som sådan hverken analyseres, forklares eller reflekteres på.
Flatlinerz, 'U.S.A.' (1994), def jam/polygram records.
Historien om Brooklyncrewet Flatlinerz er sjov. De er mig bekendt det eneste band, der eksplicit har bekendt sig til genren 'horrorcore' og det var meningen, at de (sammen med bandet Headless Horsemen) skulle være bannerførere indenfor denne genre. Tanken fra pladeselskabets side (Def Jam) var at markedsføre 'horrorcore' som et alternativ til Vestkystens gangster rap, som på det her tidspunkt var begyndt at blive utrolig populær blandt fanz uv da rapz. Projektet slog imidlertid fejl af dimensioner. Flatlinerz solgte ingenting og tilsyneladende forstod folk slet ikke horrorcore konceptet. Muligvis fordi det fremstod så ufrivilligt komisk. En anden sag er så, at de faktisk havde en hel del skillz on da mic.
For satan hvor kunne det da være sjovt, hvis det var horrorcore og ikke gangster rap, der i midt halvfemserne var løbet af med købermarkedets gunst. Vi havde haft nogle sindssyge grupper out there.